Byd hjerteligt velkommen til vores nye forpagtere!
I dag er en god dag for vores kro, nøglerne er overdraget og snart er der liv på kroen igen, duft af lækker mad og tid til en kold øl på terassen.
Vors nye forpagtere er trukket i arbejdstøjet og de åbner så hurtigt som de overhovedet kan komme til 🙂
Joyce er 34 år og har længe, måske faktisk nærmest altid, haft en drøm om at drive et spisested og da forpagtningen af Gjøl Kro blev en mulighed var hun slet ikke i tvivl…
Steen er uddannet kok og arbejder som køkkenchef. Han har mange års erfaring fra restaurationsbranchen og har arbejdet med både klassisk og moderne madlavning på et højt fagligt niveau.
Derudover bliver Joyces lillebror også en del af teamet, hvor han med sin erfaring blandt andet som bartender kommer til at blive en del af den daglige drift.
Sammen udgør de et stærkt team som har mange visioner og drømme for vores kro.
Deres ønske er at videreføre Gjøl Kros stolte traditioner og samtidig udvikle kroen, så den bliver et endnu stærkere samlingspunkt for lokale såvel som besøgende.
Fokus vil blandt andet være klassisk dansk kromad af høj kvalitet, en hyggelig og imødekommende atmosfære samt god service og nærværende værtskab.
Vi glæder os!
Mange glade påskehilsner på vegne af bestyrelsen
Charlotte Fischer
Velkommen til Gjøl Kro
Gjøl Kro ligger smukt placeret ved den maleriske Gjøl Havn og med en fantastisk udsigt over Limfjorden. Når man nyder kroens udendørs servering, kan man følge fuglelivet ved Gjøl Bjerg og Ulvedybet.
Kroen, der blev opført i 1901, er med sine karakteristiske takkede gavle efterhånden blevet et symbol for det sejlende folk, som sjældent forsømmer lejligheden til at lægge ruten indenom og få stillet sulten med Gjøl Kro´s specialitet: friskfangede pandestegte ål med flødestuvede kartofler og surt, eller en anden af menukortets fristelser.
Kom til Gjøl kro og nyd den gode mad og smukke udsigt over Gjøl og Nibe bredding. Vi vil gøre alt for at du må få en uforglemmelig oplevelse. Kroen ser endnu ud som på Hans Kirks tid. Her indlogerede han sig i sommeren 1925 for at skrive romanen “Fiskerne”. Kroen danner samtidig ramme om byens selskabsliv, såvel som det blomstrende forretningsliv flittigt benytter kroens faciliteter.





